Na gos don de gávdnet luđiid maid čuojahit Suomi Pop?

Moai gávnnaime daid Suoma Girjjálašvuođa Searvvi vuorkkás Helssegis.

Sii ledje čállán luđiid?

Vai báddemat vuorkkás?

Sii ledje čállán ja muhtin boares luđiid bádden, ja daid moai máŋgiime. Moai guldaleimme ja geahččaleimme áđđestallat nu bures go máhtiime. Na go geahččalin ađđestallat, de gullui ná [Seppo álgá juoigat, vuollegis, sevdnjes jienain] ja oasit maid Edward geahččalii, gullui ná [Seppo juoigá alla ja čohka jienain]. Ha ha! Ja Áilu ferte jurddašan iežainis: Geat son diet geahppadatbeallái olbmát leaba? Go de Áilu lei diŋgojuvvon min riikka radioi, YLE, báddet luđiid, de son jearai lágideaddjis ahte sáhttá go muinna gulaskuddat heivehit musihka, de moai vuosttaš geardde čuojaheimme ovttas 1972, ja lei vuosttaš have go gullen luođi albma ilmmis, ja vuosttaš geardde go deaivvadin sápmelaččain. Nuppe beaivvi go leimme váccašeame, de Áilu muitalii munnje ieažas guovllu birra, sámi popmusihka birra ja iežas juoigama birra. Mun lohken sutnje: “Mun doaivvun don galggat bidjat fuomášumi luđiide, seamma láhkái go mun bijan fuomášumi Gárjala dološ musihkkii.” Moai de plániime ahte čakčii de válddán bearraša mielde Beattegii finadit su guossis. Ja golggotmánu mii de manaimet davás ja leimmet doppe olles vahku, die lei vuosttaš háve go moai álggiime plánet ovttastit instrumenttaid ja luđiid. Áillus lei hui beroštupmi jazzii ja mun han eanaš čuojahin jazza. Ja moai de mearrideimme: Okay, geahččaletno ovttastit, bidjat oktii luđiid ja jazza.

Mun lean lohkan ahte don váldet muhtin jazzmusihkkáriid mielde Ohcejohkii ja dollet bargobáji muhtin juigiiguin?

Álgo jietnageahččaleamit ledje Ohcejogas geasset 1973, ovttas Ilpo Saastamoinen:iin ja Esko Rosnell:iin. Ilja čuojahii reambala (gitárra) ja Eskos lei fárus darabouka, goblet rumbu (cearkehápmásaš rumbu). Mun čuojahin njurggona, olles čora juoigit, maiddái Áilu, hurade ovttas minguin. De mii álggiimet geahččaladdat ja improviseret luođi lihkastagaid. Ii lean albma jazza. Ii fal. Danin go jazza lea jazza ja juoigan lea juoigan.

Go deivet Áilu 1972:is, ledjet go gullan su birra ovdal?

In lean gullan maidege. In maidege. Mun jáhkán lea nu ovttageardánis ášši ahte suopmelaččaid oaidnu sámiid ektui lea ahte sii leat primitiivvalaččat ja leat badjelgehččojuvvon, eai leat dábálaš olbmot, eai leat albma suopmelaččat. Olbmot eai beroštan sámi kultuvrras dien áiggi.

Mun ledjen gullan šolžžaid ahte Áilu lávllui ja guoimmuhii muhtin doaresbeal hoteallain Davvi-Suomas. Son lei vissásit násti turisttaide Gilbbesjávrris gos reambaliinnas (gitárrainis) juoiggahii/lávlluhii olbmuid. Mun ledjen maid oassin dien “restauranta birrasis”, ja dien birrasis lei son beakkán.

Manai vihtta jagi gaskal geahččalemiid Ohcejogas dan rádjái go almmuheiddet ovttas vuosttaš jazz/joik skearru, Sámi eatnan duoddariid, 1978:is. Dien áiggi, Seppo, don maid buvttadit guokte skearru Áilluin: Juoigamat, 1973:as ja Vuoi, Biret Maaret, Vuoi! 1977:as. Muital midjiide veaháš dien guovtti ovttasbarggu birra.

Karelia Group skearru geažil 1971:as lei mus buorre oktavuohta ovttain Suoma deháleamos šuokŋadahkkiin, Toivo Kärki. Son lei buvttadushoavda skearrofitnodagas Finnlevy sisriikka lágideamis ja maiddái čuojahii ja čálii jazzašuoŋaid. Lei álki munnuide Áilluin beassat Finnlevy bokte almmuhit skearru. Vuoi bođii dan áiggi go Áilu ain beroštii hirbmadit “country” ja “western” šáŋŋeris, čálii pop ja vuostildeaddji lavlagiid. Dien skearrus ii leat oktage luohti. Eanet dego ránskalaš chansons. Áilu háliidii dahkat dán, ja olmmoš ferte maid muitit ahte Deatnogátte Nuorat ledje bivnnuhat dalle.

Don namuhit ahte Áilu beroštii jazzas, namuhii go šaŋŋeriid maid liikui buoremusat?

Ii namuhan. Mun doaivvun son lei eanas guldalan suoma radio. Muhto lea miellagiddevaš ahte ovdal go deaivvadeimme 1972:is, de lei Áilu leamaš Helssegis ja doallan čájálmasa/konseartta ovttas Esa Pethman ja su jazzjoavkkuin borjjastansearvvis ja Klippan restaurantas. Lei maid geahččalan ovttas Christian Schwindt, dovvdus jazzarumbočuojaheaddji. Muhto ruovttoluotta Ohcejohkii. Dan maid muittán buoremusat buot dien huradeamis, lei go muhtin vuorráset olmmái álggii juoigat, Rosnell álggi lohkat ja dajai: “1-2-3-4-5-6-7! Hei olbmot – manná čieža rádjái!” ja mun dušše vástidin: “Ale loga! Čuojat!” Váldoášši go barggat árbevirolaš musihkain dahje álbmot lávlagiiguin, dat lea guldalit. Maŋŋel Ohcejoga mannen bearrašiin Guovdageidnui čuojahit konsearttas beassášmárkaniin 1974, ja de moai Áilluin manaime Københámmanii gos munnos galggai konsearta Jazzhus Montmartre:s. Doppe Ole Koch-Hansen čuojahii piano, Bjarne Rostvold rumbbuid ja Allan Botschinsky trumpehta.

Movt válde vuostái Jazzhus Montmartre:s?

Sii gal liikoje. Diehttelas lei sidjiide hirbmat ođas ja amas, ja sii smihtte várra “Mii hal dát gis lea?” Ohcejoga ja Købehámmana maŋŋil ledje munnos máŋga ieš guđet lágan ovttasbargit geat geahččaladde heivehit friddja jazza (gos juohkehaš čuojaha iežas dovddu mielde) ja ritmmalaš jazza oktii luđiin. Muhto fas ruovttoluotta 1978, go almmuheimmet min vuosttaš skearru, Sámi eatnan duoddariid. De ii lean šat jazza. Mii leimmet vásihan ollu, ja guđiimet dan. Ii, ii fal, dat ii mana, dat ii heive oktii jazzain. Muhto Norggas goitge gohčodit dan jazzjuoigan.

Manin dii gohčodeiddet dan? Ođđa juoigan, álgoálbmot jazz, impro juoigan?

Ođđa juoigan sátni gal bođii easka maŋŋil. Juoigan ja jazz lei min mielas buorre, dat gal heivii.

Dalle go deaivvadeiddet Ohcejogas, maid de gávnnaheiddet?

Mii fuomášeimmet ahte go juoigi rohtte vuoiŋŋahaga, de šaddá bottoš ovdal fas joatká. Lei veadjemeahttun doallat ritma mii miehtá áiggi čuovvu sin. Go álggiimet rievdadallat bargomálle, de maid juoigit ohppe goansttaid.Veahážiid mielde mii guđiimet buot, sihke jazza, čuovvut nubbi nuppi leahtu ja ođđáigásaš musihka.

Jorai friddja jazza guvlui?

Ii, improvisašuvdna. Jazzhus Montmartre:s go Botschinsky čuojahii minguin, de čuojahii hui jázza láhkái ja mun smihtten Ii! Ii! Ii!, muhto orron jávohaga. Seammas lea dehálaš muitit ahte sámi luođit geavahit viđaceahkkásaš nuohtaid, seamma lei muhtin ráje jázzas maid 1960 ja 1970 jagiid. Muhto dan sadjái go atnit jazza juigosiin, de mii barggaimet viidáset seaguhit sisa rythm and blues musihka, osiid Áfriihka ja India mushihkas. Eará maid oahpaimet lei ahte go juoigit gorbmot jienain ja mun geahččalin čuovvut sin njurggoniin dahje saksofuvnnain, de lei ašši ahte sii gorbmo vel eanet, ja de ii lean eará go bisánastit, váldit bottu, ja de fas joatkit. Ja go Esa čuojahii akkordiana, ja juoigit gorbmo jienain, de fertii dušše čuojahit nu ahte lei dohko sullii.

Don dieđát dan ahte Áilu ráhkistii Moog:a (elektruvnnalaš čuojanas)! Go bidjá synthesizer:a jiena doarggistit, de lea hui álki čuovvut luođi. Lassin sáhtten vel synth:ain ađđestallat jienaid, de go bossuid, lottiid, biekka ja meara čuojanasain, ja dan som gal liikui. Mu čuojanas attii eanet ivnni luohtái. Mun adden ivnniid …. ja improvisašuvnnaid ….

Lávii go Áillohaš rievdadit iežas juoigama heivehit dudno musihkkii?

Diehttelas, lea earálágan juoigat ovttas saksofuvnnain. Dat lea de go lonohallat kultuvrra ja árbevieruid nubbi nuppis. Jazza árbevieruid heivehit luohtái ja nuppe láhkái ruovttoluotta. Diet hástálii Áillu ovdánahttit su juoigama. Áiggi mielde son de álggii váldit eará juoigi lávddi nala go ii šat iežas atnán árbevirolaš juoigin.

Go konsearttaid vuolde improviseriimet, de lávii Áilu váldit smávva kasseahttačuojanasa lávdái. Son doalai dan beallji ovddas guldalit mii boahtte luohti lei. Diet diehttelas lea dan dihte go muhtin luođit leat nu ovttaláganat! Ja dáhpáhuvai ahte go Áilu dagai ođđa luođi, de rievdadalai veaháš juohke have, ii lean goassege seamma lágan. Diet lea lunddolaš ja hui fiinnis, manne galgá seamma lágan álo? Maŋŋelaš mii álggiimet seaguhit luođi barohkka musihkain. Okte go Áilu juoiggai, de moai čuojaheimme barohkka musihka celluin ja fidjoliin. Dien gal eat šaddan báddet.

Muhto diet lei várra geahččaladdat ieš guđet lágan áššiid? Soaitá de juoidá fuomáša?

Áilu liikui go mii seaguheimmet barohkka musihka luđiiguin. Mun doaivvun dat lei dan dihte go son válddii klassihkkalaš musihkkaoahpu go váccii oahpaheaddjioahpu Kemijávrris, Suomas. Doppe son oahpai lávlut, čuojahit piano ja reambala (gitárra), doppe lei mielde Musorgsky Lávkká lávlla. Son diđii movt diet galggai, ja son máhtii dan. Sullii 1980 son bođii mu lusa kaseahtain mas lei Dvořák:a Symfoniijaa No. 9 Ođđa máilmmis ja jearai sáhtálin go mun ráhkadit diekkáraš symfoniija, juoigan symfoniija mas mun análin su luđiid ja muhtin iežan bargguid. Mun dadjen sutnje: “Jus don gáibidat, gal mun de dagan.” Mun kopierejin Dvořák, Debussy … doppe lea maid veahá Sibelius …ja muđui leat mu šuoŋat. Jurdda lei ahte sámi álbmot maid dárbbaša symfoniija, juoigansymfoniija. Symfoniija no. 1 Sámi Luondu, Gollerisku báddejuvvui maŋŋil Tallinn:a gámmár orkesteriin ja almmuhuvvui 1992.

Movt Áilu válddii vuostá bohtosa? Liikui go son dien musihka?

Diet govva lea dahkkon go lei girdime Ameriikii skábmamánu 1982, Skandinavia Odne mátkki olis. Girdimátkkis Áilu gomihii ruksesviidnaláse báhpira nala masa lei čállán maid galggai nuppe beaivvi čuojahit. Dan sadjái go sihkkut goikkisin, de baicca álggi njuohtat suorpmaiguin, ja vel peannain dan báhpira.

Oalle imaš…

Muital Álgoálbmot Skearruid (Indigenous Records) vuođđudeami birra.

Moai Esain deaivvadeimme 1975:as go goappašagat čuojaheimme Jukka Tolonen:a jođašan čuojahanjoavkkuin. Sullii seammá áiggi de mii báddiimet ovttas, Jukka, Pekka Pohjola ja Esko Rosnell, Marcus Music Studio:s Stockholmmas. Moai Esain álggiime hupmat ahte man buori jiena Marcus Music dagai, ja ahte Suomas ii lean vejolaš oažžut dan jietnagova maid moai háliideimme, albma pop, rock ja jazza ovttastahttojuvvon, nie movt Weather Report joavkkus. Muitalin máŋgga skearrolágádusaide ahte mii jurddašeimmet ráhkadit juoigan ja jazza skearru, muhto ii oktage orron berošteame. Álggiimet smiehttat ahte jus mii ieža vuođđudit fitnodaga mii almmuha jazza ja juoigama. Áilu lei vuovdán viesu Gárasavvonis ja ledje veahá ruđat maid bijai fitnodahkii, lassin válddiimet ruđaid vealggál báŋkkus, mu eamit lei dáhkideaddji. Mii osttiimet veahá rusttegiid ja láigoheimmet báddenbáikki Käpylä:s, olggobealde Helssega. Mu áhčči fertii ráhkadit assás uvssa man čađa ii galgan beassat, ja de huksii guldalanlanja ja ordnii dáhki. De mii álggiimet báddet vuosttaš skearru, Sámi eatnan duoddariid, vaikko ii lean buot gárvvis. Mun muittán Áilu bealljebilttuiguin ja Markku čuojaha bassa, Esa gis láhtis jugaheame kábeliid. Mii imaštalaimet: Goas son mii álgit? Šuokŋa seamma namas go skearru šattai maŋŋil eahpealmmolaš Sámi álbmotlávllan.

Gii bat fuobmái makkár hábmi galggai leat Indigenous Records (Álgoálbmot skearrut)?

Lei Áilu gii fuomašii. Son lei bargan kulturkoordináhtorin Álgoálbmogiid máilmmi ráđis, Kanada:s (WCIP) gaskkamuttos 1970 jagiid ja beroštii sakka dien áššis. Son maid fuobmái nama ­­– namma maid ii oktage Suomas máhttán dadjat! IR almmuhii golbma skearru Áillohaččain ja muhtin skearruid gárjalaš musihkain. Maŋŋil go vuosttaš skearru almmuhuvvui 1978:is, de Esa ja Áilu finaiga smávva nuortasámi gilážis, Čeavetjávrris (Čeʹvetjäuʹrr) báddet skearru nuortasámi musihkain. Lei dehálaš sudnuide báddet luđiid lunddolaš birrasiin. IR almmuhii skearru Sue’nn’jel Lee’ud – Muistoja Suonikylästä 1979:is.

Muhto váldodoaimmahus lei Beattegis, movt dii de gálvvuid fievrrideiddet?

Diet lei min váldováttisvuohta. Dieđát dan ahte mii leimmet golbma musihkkára, golbma ártistta geat galggaimet doaimmahit fitnodaga, juohkehaš eaiggádii goalmmádas oasi. Áilu, gii orui Beattegis, lei dáiddálaš direktora; Esa lei studio hoavda ja mun gis de bargen buot eará. Mun muittán go ledjen báhkkeme dáid [Seppo doallá sala dievva Indigenous Records skearruid], ovttaid mielde, ja de doalvut boastakantuvrii.

Jus manai bures, de soames jearai: “Sáhtán go oastit guokte?” Eanas háve mii sáddiimet ovtta ja ovtta. Ja muhtomin mii doalvvuimet biillain gitta uksii. Muhto jus soames olgoriikkas diŋgui, de lei beallehaddi, nu ahte eat mii gal dinen ruđaid!

Juoga dien ovttasbarggus mii mu mielas lea earanoamáš, lea čájálmasoassi. Orru ahte dii liikuidet dahkat earenoamáš multimedia čájálmasaid dego sorjjasmeahttun bihttán. De go Sápmi lottážan, mii lei dáhkkon UNESCO váldo čoahkkima váras 1980:is Beogradas mas divttat, juoigan, jazza ja báddejuvvon luonddu jienat ledje ovttas Áillu luonddu govaiguin Sámis. 1984-85 mátkkošteiddet dii multimedia čájáhusain Ruoktu Váimmus, ja ovdal Olympiaspealuin 1994 Lillehammer:is dii hábmiidet “dikta konsearttaid” gos maid njuvddiidet govaid dan botto go čuojaheiddet musihkkabihtá. Mainna lágiin dien čájálmasa fuomášeiddet?

Áillus ledje sullii guokteduhát gova ruovttus. Lei son gii fuomášii geavahit visuella muitalanvugiid, juohke konsertii ráhkadii son muitalusa iežas divttaiguin ja čuovgagovaiguin. Son maid čálii juogalágan čállosa, evttohusa, ja de ordnii guokte čuovgagovvaprojeaktora main čájehuvvoje govat vissis vuoruid mielde. Vaikko leimmet plánen bures, de goitge šattai ollu improvisašuvdna čájálmasain. Mii improviseriimet govaid ja divttaid vuoiŋŋa mielde.

Áillus lei hui lagasvuohta go lei lávddi nalde juoigame ja divttaid lohkame. Son de go čanai guldaleddjiid. Mun lean lohkan dutkiid geat geavahit doahpaga ”bioenergiija” go čilgejit movt muhtin olbmot báitet. Mun sáhtán dadjat ahte Áillus duođai lei ollu bioenergiija …

Ja go Áillohaš nammaduvvui Olympialaš ártistan sámi álbmoga ovddas 1991:as, de fertiidet váldit oasi rahpamis mii sáddejuvvui millijovnnaide …

Áilu bođii ovtta beaivvi ja dajai: “Gulli, mii leat vuolgime Lillehammer:ii doallat čájálmasa. Mun dagan luođi ja de doai leahppe das duogábealde, ja mii buohkat čuožžut duolbbážis njuikehaga vuolde.” Moai Esain movttáskeimme go beasaime mielde, muhto vuosttaš oasis čájálmasas čohkkáime moai iežame rusttegiiguin jiekŋagoađis, gosii de go Lásságámmi livččii dahkkon jieŋas dahje dakkár sullásaš. Ja de galggai Áilu boahtit juoigga ja čuoigga, šilljui vuodjit sabehiid nalde herggiin. Álggos leimmet ožžon dieđu ahte min čájálmmas sáhtii bistit logi minuvtta, dađistaga oanui viđa minuktii. Ja go loahpas muitale ahte lea dušše golbma minuvtta, de ean lean moai Esain šat fárus. Rahpandilálašvuođas čohkkáime eará gehččiid gaskkas ja galbmuime!

Mun jerren lágideddjiin ahte sáhtte go ráhkadit gávcci-bálgá jietnasystema. De sáhttibeahtte, lohke. Gávcci-bálgá jietnasystema de lei unniduvvon njeallje-bálgá jietnasysteman. Rahpanbeaivvi de lei unniduvvon monosysteman! Jagi ovdal lei gávcci-bálgá jietnasystema!

Oassi soahpamušas lei ahte mii galggaimet márkanastit gávpogiin geat ovdal ledje doallan olympiade. Juohke diein konsearttain dagai Áilu gova lávdde nalde mii galggai leat oassin čájáhusas Maihaugen:is 1994:is. Maŋážassii almmuhuvvui skearru Dálveleaikkat 1994:is. Mii oaččuimet buori hatti dieid doaimmaid ovddas, muhto loahpa loahpas de fertiimet sáddet Suoma Musikkáriid Searvái viežžat mávssu Lillehammer olympiades – sii ledje oalát vajálduhttán mávssu midjiide.

Mii leimmet oassin Suoma olympiada joavkkus, muhto čuojaheimmet sámi musihka ja čájeheimmet sámi kultuvrrra.

2010 almmuhii DAT skearru Alit Idja Lahkona. Dat sisttisdoallá báddema konsearttas maid doai ja Áilu doalaidet Málatvuomi girkus ja Beassášmárkaniin, Guovdageainnus 1992:is. Diet skearru lea áibbas earálágan go eará din barggut, dies Áilu lávlu iežas divttaid boares vuoiŋŋalaš nuohtaid mielde. Sáhtát go muitalit dien maŋemus skearru birra?

Hvor fikk dere tak i joikene som dere brukte på Suomi Pop?

Vi fant dem i arkivet til Den Finske Litteraturforeningen i Helsinki.

Så der tok de vare på notasjoner av joiker?

Eller arkivopptak?

De hadde noteark, samt noen gamle opptak med joik som vi kunne dra kopier av. Så lyttet vi på de så godt vi kunne og prøvde å imitere dem. Så når jeg imiterer joik på Suomi Pop høres det slik ut (Seppo kaster seg ut i en joik i et dypt, mørkt toneleie). Og der hvor Edward Vesala joiker låter det slik (Seppo joiker med en høy, sylspiss stemme). Haha! Og Áilu må ha tenkt: Hvem er disse gale folka? Så da han ble booket til å gjøre en innspilling for den finske statskanalen YLE i 1972, spurte han produsenten om å kontakte meg for å gjøre arrangementer. Så vi gjorde denne giggen, og det var første gang jeg hørte joik bli fremført live, og det var første gang jeg traff en samisk person. Dagen etter tok vi en gåtur og Áilu fortalte meg om hans country- og popmusikk, og om joiken. Jeg sa at han burde konsentrere seg om joik, på samme måte som jeg fordypet meg i eldre karelsk musikk. Og så la vi en slagplan om at når høsten kom skulle jeg ta med familien min og besøke han i Beattet. Og vi reiste nordover i oktober og var der en uke, og under det oppholdet begynte vi for første gang å planlegge hvordan vi kunne kombinere instrumenter med joik. Áilu var på en måte veldig interessert i jazz og jeg var hovedsakelig en jazzmusiker, så vi bestemte oss for å sette sammen jazz og joik.

Jeg har lest at du tok med deg noen jazzmusikere til Ochejohka/Utsjok for å ha en workshop med joikere?

De første lydeksperimentene skjedde i Ochejohka, sommeren 1973. Jeg tok med Ilpo Saastamoinen og Esko Rosnell. Ilpo hadde med gitar og Esko hadde med en darabouka. Jeg spilte fløyte, og en håndfull joikere, inkludert Áilu, jammet sammen med oss. Så begynte vi å eksperimentere med hvordan det var å improvisere rytmisk med joik. Ikke med ekte jazz. Nei. For jazz er jazz og joik er joik.

Når du møtte Àilu i 1972, hadde du hørt om han før?

Jeg hadde ingen aning om hvem han var. Ingenting. Jeg tror at det er så enkelt som at holdningen ovenfor samer i Finland er at de har blitt sett på som primitive og at de ikke blir respektert som normale mennesker, at de ikke helt er finner. Så folk var ikke så interessert i det samiske på denne tiden.

Jeg hadde hørt rykter om han, at han gjorde en form for restaurant-cabaret på ulike fjellhoteller i Nord-Finland. Han var visst en turiststjerne i Kilpisjärvi med allsang og alt mulig. Jeg var også en del av denne ‘restaurantsirkelen’, og i dette miljøet var han berømt.

Mellom eksperimentene i Ochejohka og den første jazzjoik Lpen Sámi eatnan duoddariid (Samelandets vidder) fra 1978 er det hele fem år. I mellomtiden produserte du Seppo to plater med Áilu. Den første var Nils-Aslak Valkeapää & Su Juoigan Doak'ki ‎– Juoigamat, en LP som kom ut i 1973. Og den andre var den populære platen Vuoi, Biret Maaret, Vuoi! som ble gitt ut på selskapet Jår’galæd’dji i Tana i 1977. Fortell litt mer om disse to tidlige samarbeidene.

På grunn av Karelia Group LPen i 1971 hadde jeg god kontakt med en av de viktigste finske komponistene på denne tiden – Toivo Kärki. Han ledet plateselskapet Finnlevy sin innenlands produksjon, og spilte og komponerte jazzmusikk. Så det var lett for Áilu og meg å få ut noen LP-plater via Finnlevy. Vuoi-platen ble til på en tid da Áilu ennå var opptatt av country og western musikk, og skrev poplåter og protestviser. Vuoi, Biret Maaret består av sanger, ikke joiker. Det er som chansons. Áilu ville gjøre dette, og man må se det på bakgrunn av at bandet Deatnugátte Nuorat (Tanabreddens Ungdom) var veldig populære på denne tiden.

Du nevnte at Áilu var interessert i jazz, nevnte han noen favorittartist eller sjanger?

Nei, ikke som jeg vet om. Jeg tror han hovedsakelig hadde hørt det på finsk radio. Men allerede før vi møttes i 1972 rakte han rundt i Helsinki og opptrådte på en seilerklubb og restaurant som het Klippan, som lå på den lille øya Luoto utenfor Helsinki sentrum. Her spilte han med saksofonisten Esa Pethman og hans jazzgruppe. Også var det en annet forsøk med Christian Schwindt, en berømt trommeslager. Men tilbake til Ochejohka. Det jeg husker fra all den jamminga var at trommisen Esko Rosnell, var litt for tung, og spilte veldig høyt. Og når en eldre mann begynte å joike, så startet Rosnell å telle opp og rope: ”1-2-3-4-5-6-7! Hei folk – det går til sju!” Og jeg bare svarte: «Ikke tell, bare spill!» Fordi hovedfokuset ditt når du arbeider med artister innenfor etnisk musikk eller folkemusikksangere skal være å lytte. Så etter Ochejohka så dro jeg og familien til Guovdageaidnu/Kautokeino for å spille en konsert i påsken 1974, og så reiste jeg og Áilu til København hvor vi opptrådte på Jazzhus Montmartre. Her satt Ole Koch-Hansen inn på piano, Bjarne Rostvold på trommer og Allan Botschinsky på trompet.

Hvordan var mottakelsen på Jazzhus Montmartre?

De likte det. Selvfølgelig var det helt nytt, og når noe er nytt og eksotisk så er publikum veldig i ‘hva-er-dette-modus’. Etter Ochejohka og København hadde vi mange konstellasjoner som gjorde ulike eksperimenter for å forbinde frijazz og rytmisk jazz med joik. Men spol frem til 1978, da Áilu og oss ga ut vårt første album Sámi eatnan duoddariid, da var det ikke lenger jazz vi holdt på med. Vi hadde gått gjennom flere faser, og så gikk vi bort fra det. Nei, nei, det skjer ikke, det fungerer ikke med jazz. Men i Norge kalte de det jazzjoik okke som …

Hva kalte dere det? Nyjoik, urfolksjazz, improjoik?

Nyjoik var en betegnelse som kom senere. Joik og jazz var helt ok det, vi kunne leve med det.

Når dere møttes i Ochejohka, hva var det dere fant ut, hva var de soniske oppdagelsene?

Vi forsto at joikere, når han eller hun inhalerer, må ta en pause før de kan starte på den igjen. Så det var umulig å ha en kontinuerlig rytme som backet dem. Men når vi startet å gjøre ting annerledes, så lærte joikerne seg andre triks. Litt etter litt så prøvde vi ikke å gjøre jazzvokal, finne hverandres tempo eller være beatorienterte.

Mot frijazz?

Nei, improvisasjon. På Jazzhus Montmartre når Botschinsky satt inn med oss, så spilte han veldig jazzy og jeg tenkte ‘nei! nei! nei!’ men sa ikke noe. Men samtidig er det viktig å huske at fjellsamisk joik bruker pentatonisk skala og at en del jazz i USA på 1960- og 70-tallet også var pentatonisk. Men i stedet for bare å benytte jazz med joik så utviklet vi det ved å blande inn etniske rytmer, rhythm and blues, afrikanske elementer, indisk musikk. Og en annen ting vi lærte fra eksperimentene var at når joikerne beveget seg oppover i toneskalaen og jeg prøvde å følge dem med fløyte eller saksofon, så bare fortsatte og fortsatte de oppover, som igjen førte til at jeg måtte stoppe, ta en pause og så komme tilbake. Og når Esa spilte trekkspill og joiken begynte å gå oppover og oppover, så måtte han gå over til å spille clusters.

Dere skal vite at Áilu elsket moog! Med ibratopitchen på det instrumentet er veldig lik joik. I tillegg kunne jeg lage hvaler, fugler, vind og hav med synthene mine og det elsket han. Mine synther la til mer farge på joiken. Jeg lagde farger… Og improvisasjoner…

Forandret Áillohaš sin måte å joike på i møtet med deres musikk?

Selvfølgelig betyr det noe å joike sammen med en saksofon. Det er en form for utveksling av kulturelle kjennetegn og tradisjoner. Jazzens tradisjoner skal tilpasses joiken og vice versa. Og dette gav nye ideer til Áilu og utviklet hans joik videre. Etter hvert så ville han alltid ha med seg en tradisjonell joiker på scenen, da han ikke lenger så på seg selv som en tradisjonell joiker.

Under konsertene, når vi holdt på å improvisere, måtte Áilu spasere bort til en liten kassettspiller på scenen. Han holdt den opp mot øret for å høre hvilken joik som var neste ut. Jeg mener, det er fordi en del joiker er så like! Og det som skjedde når Áilu komponerte, når han hadde en ny joik, var at den alltid ble litt forandret fra gang til gang, den var aldri den samme. Det var veldig naturlig og fint – hvorfor skal den være lik hver gang? Det er det samme med de store jazz- og popartistene, de spiller aldri låtene likt. Så smått om sen så bestemte vi oss for å blande joik med barokkmusikk. Vi hadde en session hvor Áilu joiket og vi backet han med cello og fiolin i barokkstil. Men dette ble aldri spilt inn.

Det virket som dere testet ut forskjellige ting - kanskje noe dukket opp?

Når vi gjorde barokkmusikk og joik, så likte Áilu det. Jeg tror dette var fordi han ble utdannet i klassisk musikk når han tok lærerseminaret i Giemajávri/Kemijärvi, Finland. På seminaret lærte han å synge, han studerte piano, gitar, og fremførte verk som Musorgskijs Sangen om loppen. Han kunne dette, han mestret det. Og rundt 1980 kom han til meg med en kassett som inneholdt Antonín Dvořáks symfoni nr. 9 Fra den nye verden og spurte meg om jeg kunne lage en symfoni i samme ånd som Dvořák – en joikesymfoni – hvor jeg brukte hans joiker og mye av mitt eget. Så jeg svarte: «Om det er en ordre, så gjør jeg det.» Jeg kopierte Dvořák, Debussy, det er litt Sibelius i ispedd det hele, og så er resten meg. Tanken var at det samiske folket også trengte en symfoni, en joikesymfoni. Symfoni nr. 1 Sámi luondu, gollerisku (Samelands natur, Gylne sølje) ble senere innspilt med Tallinns kammerorkester og gitt ut på plate i 1992.

Hvordan reagerte Áilu på resultatene, var han fornøyd med musikken?

Dette verket ble til da vi satt på et fly over til USA i november 1982 for å ha vår Scandinavia Today turné. Og så greide Áilu å søle et glass med rødvin over setlisten han hadde skrevet med tusjpenn til morgendagens konsert. Men i stedet for å tørke det opp så begynte han å male med rødvin, fingerspisser og tusjpenn om hverandre på arket. Resultatet ble dette verket.

Veldig sjeldent …

Fortell om opprettelsen av Indigenous Records. Hvordan gikk det til?

Jeg og Esa møtte hverandre i 1975 da vi begge spilte i Jukka Tolonens liveband. Samtidig drev vi også og spilte inn plater med Jukka, Pekka Pohjola og Esko Rosnell i Marcus Music Studio i Stockholm. Jeg og Esa begynte å snakke sammen på hotellet om kvaliteten på opptak gjort hos Marcus Music, og det faktum at det i Finland ikke gikk an å få den sounden vi ville ha – den ekte pop, rock og jazzfusion lyden – den Weather Report-sounden. Og når jeg prøvde å selge inn til ulike plateselskap at vi skulle lage et joik og jazz album var ingen interesserte. Så vi begynte å tenke at vi kunne jo etablere et plateselskap som ville gi ut jazz og joik. Esa hadde allerede en fire-kanals opptaksmaskin som vi startet å bruke da vi etablerte IR. Áilu hadde fått inn noen penger fra et hussalg i Gárasavvon/Karesuando, som ble spyttet inn i selskapet, og vi lånte penger fra en bank med min kone som garantist. Så kjøpte vi inn en del utstyr og fant et lokale i Käpylä, utenfor Helsinki. Min far ble kalt inn for å lage en veldig tykk dør så ingen kunne bryte seg inn, og han snekret et lytterom og ordnet taket. Så da vi begynte å spille inn det første albumet Sámi eatnan duoddariid, var ingenting ordentlig ferdig. Jeg husker Áilu med hodetelefoner på og Markku som spilte bass, mens Esa lå på gulvet loddet kabler Og vi var gira og spurte: Når kan vi begynne? Og så ble tittelsporet fra den LPen senere kalt for den uoffisielle samiske nasjonalsangen.

Hvem hadde ideen bak plateselskapets profil?

Det var Áilu som skapte det. Han arbeidet på midten av 1970-tallet som kulturkoordinator for WCIP i Canada. Han fant også på navnet til selskapet vårt, et navn som ingen i Finland kunne uttale! Indigenous Records ga ut tre album med Áillohaš/ Áillohaččat og en del album med karelsk musikk. Etter debuten med Sámi eatnan duoddariid i 1978 reiste Esa og Áilu til den lille skoltesamiske bygden Čeʹvetjäuʹrr/Sevettijärvi for å spille inn en LP med østsamisk musikk. Det var viktig for dem å ta opp joiken i dens naturlige omgivelser. Albumet Sue'nn'jel Lee'ud = Muistoja Suonikylästä kom ut i 1979.

Men med et hovedkvarter i Beattet, hvordan fikk dere til distribusjon?

Det var hovedproblemet vårt. Du vet, vi var tre musikere, tre kunstnere som hadde et selskap sammen, hvor vi eide en tredjedel hver. Og så var det Áilu som levde i Beattet som var art director, Esa var ansvarlig for studioet og jeg gjorde resten. Jeg husker at jeg pakket disse (Seppo holder opp en neve med IR LPer), hver bidige plate, og gikk så til postkontoret. Så distribusjon var alltid vårt største problem, den var ikke-eksisterende.

Om vi hadde flaks så var det noen som sa: «kan vi kjøpe to kopier?» Men som oftest sendte vi ut én og én kopi. Og ofte tok vi bare bilen min og kjørte dit for å levere rett på døra. Og om det kom en bestilling fra utlandet så tjente vi ikke en krone! Så ja, dette var dårlig butikk. Det var hovedsakelig en hobby.

Så Esa startet å leie ut IR-studioet og gjorde innspillinger med andre grupper. Vi spilte inn det tredje Karelia Group albumet, og mange av mine musikkteatre med karelsk musikk ble også til der.

En ting som stikker seg ut i samarbeidet deres er live-delen. For selv om det inngår en del vanlige konserter, så hadde dere en forkjærlighet for å utvikle multimedia-forestillinger som står som selvstendige verk. Ta for eksempel Sápmi lottážan /Sápmi, My Little Bird, som ble utviklet til UNESCOs generalkonferanse i Beograd i 1980, hvor dere ved siden av poesi, joik, jazz og feltopptak benyttet dere av Áilus fotografier av Sápmis natur. Likeledes med forestillingen Ruoktu Váimmus/Viddene vårt hjem som dere turnerte med rundt 1984-85. Under oppkjøringen til Lillehammer OL utviklet dere også en form for poesikonserter som inkluderte at et maleri ble til under hver gig, og på 1990-tallet skapte dere Beaivi, Áhcážan (Solen, Min Far), en multimediekonsert med kulturhistoriske fotografier av det samiske folk. Hvordan ble disse forestillingene til?

Áilu hadde noe sånt som to tusen fotografier og dias-slides hjemme hos seg. Så det var han som fant frem til en slags linje. Til hver konsert skrev han en historie med sine dikt og slides. Han lagde en skisse for det – en libretto – en visuell skisse i ord. Og så hadde han to dias-projektorer som var programmert til å vise bildene i en bestemt rekkefølge. Men selv om vi planla, så var det mye improvisasjon i forestillingene. Vi improviserte i ånden til bildene og poesien.

Áilu hadde en helt spesiell tilstedeværelse på scenen, både når han joiket og resiterte sin poesi. Publikum ble trollbundet av han. Jeg har lest om forskere som benytter termen ‘bioenergi’ om visse menneskers utstråling. Àilu hadde i så fall høy bioenergi…

Og da Áilu ble utnevnt til OL-kunstner i 1991 måtte dere lage et innslag til åpningsseremonien som skulle bli kringkastet til hundrevis av millioner.

Áilu kom og fortalte oss: «Hei, vi skal opptre i Lillehammer. Dere vet, jeg komponerer joiken og så gjør dere bakgrunnen, og vi skal alle stå på den skihopp-plattformen der nede». Jeg og Esa var glade for at vi fikk opptre og være en del av det. Den første versjonen av innslaget gikk ut på at vi skulle sitte med utstyret vårt i en stor isbygning, nesten som et Lásságámmi av is eller noe lignende. Og så skulle Áilu komme joikende inn på ski trukket av reinsdyr. Først fikk vi beskjed om at innslaget kunne vare i ti minutter, men så litt etter litt, ble det til fem minutter. Og når det kom ned på tre minutter, så var ikke jeg og Seppo med lenger. Under åpningsseremonien satt vi på tribunen sammen med resten av publikum og frøs.

Jeg spurte arrangørene – kan vi lage et 8-spors system til åpningen? Ja, det kunne vi. Så ble 8-spor redusert til et 4-spors system som kunne bli kontrollert med en joystick. Men på åpningsseremonien så var det mono! Det hadde blitt mono! Et år før hadde det vært det åtte spor.

En del av pakken var at vi skulle gjøre en PR-turné i de tidligere OL-byene Atlanta, Tokyo, München, Barcelona og Lillehammer. Til hver av konsertene malte Áilu et verk live på scenen, som til slutt ble en del av hans utstilling på Maihaugen i 1994. Til slutt ble albumet Dálveleaikkat (Vinterlekene) gitt ut på DAT. Vi hadde fått en god pakkepris for alt sammen, men det endte opp med at vi måtte sende det finske musikerforbundet etter Lillehammer OL for å få utbetalt honoraret – de glemte å betale oss!

Vi var en del av den finske olympiske troppen, men vi spilte samisk musikk og viste frem samisk kultur. Haha!

I 2010 ga DAT ut platen Alit Idja Lahkona (Blue Night Moving Closer). Den består av liveopptak med dere og Áilu fra konserter i Målselv kirke og Påskefestivalen i Guovdageaidnu i 1992. Denne platen er veldig forskjellig fra de andre samarbeidene, ettersom Áilu synger selvskrevne tekster til gamle åndelige melodier. Kan du fortelle oss litt om denne siste plata som dere lagde sammen?